Prøv avisen
Bog

Asger Baunsbak-Jensen henter inspiration fra de afdøde i ny portrætbog

4 stjerner
Alle de portrætterede i Asger Baunsbak-Jensens bog er nu afdøde mænd, der fortrinsvis havde deres virke inden for undervisning, erhvervsliv, politik og kirke. Foto: Leif Tuxen

Asger Baunsbak-Jensen udgiver en samling udtryksfulde erindringsportrætter

De 27 små, koncenterede og udtryksfulde erindringsportrætter, som Asger Baunsbak-Jensen har samlet i bogen ”Mænds minde”, er ikke nødvendigvis skrevet i enighed med de udvalgte, teksterne er heller ikke altid ukritiske, derimod er de altid formuleret med respekt. Den er hans dybeste motivation og et udgangspunkt for analyse, aldrig for hårde, endegyldige domme. Man mærker, at forfattereren er samtalens mand. Som sådan er han bevidst om, at en sandhed gerne har flere sider.

Alle de portrætterede er nu afdøde mænd, der fortrinsvis havde deres virke inden for undervisning, erhvervsliv, politik og kirke. Det drejer sig om stærke personligheder, der fik afgørende betydning for Baunsbak, ”de formede mig, førte mig et nyt sted hen. Jeg blev fanget ind af noget stort i deres sind”.

At samtlige involverede er mænd, forklarer han med, at det var dem og ikke kvinder, han mødte i de sammenhænge og i de år, som han beskæftiger sig med. Magten tilhørte mandssamfundet.

Forfatteren fremhæver flere gange, at mændene, der befolker bogen, netop tilhørte en anden tid og et andet samfund. Men det gør dem ikke uaktuelle. For det er – som han skriver – historien, vi kan bygge videre på i formningen af det samfund, der skal være denne tids.

”Disse mænd var alle med til at udbygge demokratiet med deres ansvarlighed. Alle brugte de tid ved siden af erhvervsarbejdet på fællesskabet i samfund, skole, kirke og politik. Det var dem, jeg lærte mest af. Lad dem blive idealet for en ny generation, der skal ville mere end at passe deres arbejde. Uden sådanne folk vil den demokratiske tidsepoke rinde ud.”